Månedsarkiv: december 2015

Hvem er i målgruppen til vores bog og film?

I forbindelse med udgivelsen af bogen og vores film om Særlig sensitivitet i familien, er jeg flere gange blevet spurgt til hvem som er målgruppen. Det har vi aldrig bevidst defineret mere avanceret end, at der da måtte være nogen i samme situation som os, som dermed kunne bruge de erfaringer vi har.

Efter at være blevet spurgt, har jeg dog tænkt det nærmere igennem, og er kommet frem til følgende konklusion. For at kunne beskrive dette nærmere, vil jeg tillade mig at lave en ”sensitivitets skala” fra 0-100. Ud fra sin forskning, beskriver Elaine Arons at ca. 15-20% af alle mennesker beskriver sig som meget sensitive, ca. 30% som moderat sensitive og ca. 50% føler sig enten ikke eller slet ikke sig sensitive. På min ”sensitivitets skala” ligger de som kaldes ”særlig sensitive” altså på mellem 80 og 100. Et menneske der aldrig føler sig sensitiv, ligger på 0.

Først vil jeg pointere at ALLE må føle sig som en del af målgruppen til vores bog. Herefter vil jeg påpege, som vi også gør i bogen, at vi ikke anser os selv for eksperter indenfor særlig sensitivitet, men at der heldigvis er rigtig mange eksperter og meget litteratur, som har deres mål at rådgive specifikt til særlig sensitive mennesker.

Mit mål er derfor også at nå de mennesker der ligger under 80 på min ”sensitivitets skala”. Delvis for at tydeliggøre hvordan sensitivitet spiller ind i alle menneskers liv.

Når jeg synes det er interessant at åbne øjnene hos dem, som ligger mellem 0 og 80 på skalaen, er det fordi at sensitivitet øger menneskers evner til at gebærde sig i livet. Det bidrager til at sætte ekstra kulør på alt i tilværelsen, til at man kan fornemme detaljer og alt det som ikke er lettilgængeligt. Som jeg nævner i bogen, er mit personlige fokus på det som Elaine Aron kalder ”subtleties” – altså alt det som foregår non-verbalt eller ”mellem linjerne”. I mit arbejde (som I kan læse mere om her) hjælper jeg folk til at udvide deres selvindsigt i samarbejde med heste, og i den forbindelse er det nødvendigt at etablere en kontakt til sin egen sensitivitet. Når man opnår dette, får man sig til gengæld ofte en aha oplevelse og får pludseligt et glimt ind i alt det usagte – altså det ”mellem linjerne”.

Det usagte er en del af vores kommunikation. Kommunikation omfatter både de ord vi udtaler, måden vi gør det på og de intentioner der ligger bag det vi siger. Når vi træner sensitiviteten øger vi evnen til at omfatte alt det i kommunikationen som ligger ud over det talte ord, og heri ligger nøglen til for alvor at forstå hinanden. (Læs evt. her)

I virkeligheden er Karsten den bedste ambassadør, for at det er ønskværdigt at få fokus på, træne og dermed øge sin sensitivitet – så jeg tror, at jeg vil forsøge at overtale ham til, at lave et blogindlæg eller måske et lille videoblog indlæg omkring dette.

Introfilm til bogen

Det har været en god, lang og på en meget udviklende proces at skrive vores bog om Særlig Sensitivitet. Vi har fået lavet en film som giver et indblik i hvorfor og hvordan bogen er blevet til.

Det er vigtigt for mig at pointere at bogen ikke er en selvhjælpsbog ! Bogen  er en personlig beretning om hvordan det er at være sensitiv, hvordan det er at være gift med en sensitiv, og hvordan det er at være gift med en ikke-sensitiv. Det er desuden en fortælling om vores udfordringer med at være forældre til børn, som er sensitive, og hvordan vi har valgt at tackle udfordringerne i deres barndom og ungdom.

Vi glæder os til at høre hvad du/I synes om filmen og bogen !!

God fornøjelse

At presse sensitive børn

Når man læser i vores bog, kan man måske få indtrykket af at vi har været meget tilbageholdende med at presse vores børn. Men det forholder sig helt anderledes. Faktisk har vi presset vores børn fra de var et år til de var ca. 15 år. Vi har nok bare presset dem anderledes end hvad normalt opfattes som pres.

Simones indadvendte og tilbageholdende udtryk gjorde, at jeg altid har skubbet hende i retning af at gøre eller prøve noget. Det har været alt fra at gå til gymnastik, svømning, håndbold eller til aftenskoleundervisning med billedkunst eller madlavning. Hendes egen position er altid lidt afventende, og derfor måtte jeg altid lægge et lille pres på hende før hun fik prøvet noget.

Mads er omvendt udadvendt i sit udtryk og kastede sig hele tiden ud i aktiviteter. Alligevel opstod masser af situationer hvor vi måtte lægge et pres. Udadvendtheden gav ham et enormt behov for at deltage i alt, men når han gjorde det, fulgte overstimulering og udmatning. Når han var hjemme inden han skulle afsted til en aktivitet, resulterede det ofte i at han ikke orkede at tage af sted. Vi havde dog masser af erfaring i at han ofte fortrød det når han var blevet hjemme, og derfor var det en konstant balanceakt at presse ham ud til aktiviteterne. Ofte måtte en af os tage med og holde øje med at hans tilstand og bagefter hjælpe ham i restitutionsperioden med at få hvile og evt. lidt fri fra skole, men også med at få ham i gang med noget andet. Hans restitutionsperiode var ikke som Simones som bestod af en masse søvn. Mads havde altid en ”landingsperiode” hvor det hjalp at lave andre ting, som fik hans tanker væk fra det som oprindeligt havde overstimuleret ham.

Tillid er en altafgørende ingrediens for at presset kommer til at fungere efter hensigten. Så hver gang vi lagde et pres, måtte det følges op med at vi opnåede børnenes tillid til at vi med presset mente det godt, at vi gjorde vores bedste og aldrig svigtede dem. Det kræver tålmodighed og et eksempel er fra da Simone i svømmehallen skulle flytte fra babybassinet til voksenbassinet. Hendes udfordring var at hun ikke kunne fornemme hvor bunden var, ved blot at kigge ned i bassinet. Hun var høj nok til at kunne bunde, hvis hun stod på tåspidserne, på det sted hvor vandet var lavest, men det kunne hun jo ikke selv være sikker på, før hun havde prøvet at stå på bunden. Det tog mig ca. 4 måneder hvor vi én gang om ugen når vi var i svømmehallen, lavede en øvelse hvor jeg stod i bassinet på det laveste sted og hun holdt mig om halsen og strakte tæerne mod bunden. Jeg bøjede langsomt benene indtil hun sagde stop – selvom hun ikke rørte bunden. Mange ville nok være fristet til at lave et dybt bøj i benene og en gang for alle få hende til at mærke bunden, selvom det havde betydet at hun fik lidt vand i hovedet. Havde jeg gjort sådan, ville jeg have mistet hendes tillid og det ville være blevet sværere at presse hende i andre situationer.