Månedsarkiv: januar 2016

Sensitivitet og hestekursus

Som dem af jer der har læst vores bog ved, begyndte jeg aktivt at bruge min sensitivitet efter 2009, hvor jeg første gang hørte om brug af heste til personlighedsudvikling. I hele min træningsfase har Karsten jævnligt stillet sig til rådighed som forsøgskanin på mine kurser. På en skøn sommerdag fik vi Simone til at optage en seance, hvor jeg holder kursus for Karsten. Dette kursus kan ses i nedenstående film. Jeg har klippet ca. 8 minutter ud af optagelserne, men man bør alligevel kunne få et indtryk af, hvordan et kursus kan foregå. Vi snakker selvfølgelig før og efter filmen, men det som blev optaget er et godt eksempel på hvordan et kursus kan afholdes for en som har prøvet det en gang før. Bemærk dog at kurser varierer alt efter hvordan kursisten har det i kontakten med hestene.

Inden jeg beskriver lidt om hvad som foregår på filmen, vil jeg bede jer ligge mærke til hestene. De tilhører alle Christine Tolversen, som gavmildt har givet mig lov til at snakke med dem, og som har givet hestene nogle rammer og forhold at leve under, som er helt fantastiske. For at et kursus bliver bedst muligt afviklet, skal alle hestene kunne gå fra og til og de skal have deres flokinstinkt intakt. Dette har Christine gjort muligt, ved at lade alle sine 12-15 heste gå sammen på et meget stort område. Desværre ser man ikke så meget af deres område på filmen, men en del af hestene er med.

Når jeg slår dette indlæg op i vores gruppe om sensitivitet, skyldes at det i filmen tydeliggøres forskellen på at være sensitiv og ikke sensitiv. Når Karsten står foran hesten, kæmper han med at mærke sit indre. Hvis jeg stiller mig ved siden af ham, mærker jeg hans indre, mit eget indre og hele hestens spejling af hvad der foregår.

Inden kurset starter, har jeg lavet forskellige grounding øvelser med Karsten, som sikrer at han har fået tankerne stilnet og fået sin opmærksomhed ned i kroppen. I filmen kan man ligge mærke til følgende:

  • Når en hest står helt stille og kigger på Karsten og har ørene stift rettet mod ham, er han ”connectet” med hestene. Når dette er tilfældet, vil han kunne mærke forskellige følelsesmæssige tilstande inde i kroppen.
  • Når hestene drejer hovedet væk eller går væk, er det et resultat af hvad der sker indeni Karsten. Jeg ved ikke hvad der skete inde i Karsten imens han snakkede med hestene, det står alle kursister frit at holde det for sig selv. Men det kunne typisk være at han kom til at tænke og dermed være ”i hovedet”, fremgår at mærke og dermed være ”i kroppen”
  • Når jeg hele tiden vejleder Karsten i at gå tættere på eller længere væk fra hestene, har det at gøre med hans og hestenes sfærer. Hvis Karsten kommer for tæt på hestene, kommer han ind over deres privatsfære og de vil bøje af i deres kropsprog. Bakker han derefter længere tilbage, vil de etablere kontakten igen, og rette deres fulde opmærksomhed mod ham.
  • Omkring 8.00 minutter inde i filmen, har Karsten svært ved at få kontakt med nogen heste, og det plejer at være et tegn på at kursisten prøver aktivt at ”få” kontakt med hesten. Typisk med tanker som ”hvad gør jeg galt/anderledes” siden hesten går væk fra mig, og det er en tanke som ofte hører sammen med følelsen af at føle sig afvist.
  • Efter ca. 9.00 minutter inde i filmen er der en del aktivitet omkring Simone, jeg og kameraet uden vi dog siger noget. Det kan dog aflæses i hestene, som i flere tilfælde retter deres opmærksomhed mod os. Det er altid et interessant emne, for det tydeliggør hvor vigtigt det er, at jeg og andre omkring kursusafholdelsen er helt neutrale i vores udtryk. Hvis vi bliver følelsesmæssigt berørte, vil det være det samme som at tale til hestene.

Afsluttende vil jeg sige, at det smukke ved disse seancer er den spejling af kursistens indre som hestene tilbyder. Det som på filmen ser ud af ingenting, er en stor indre øvelse for Karsten og hård træning for ham i at mærke sig selv.

 

Samtaler / spiritualitet

Både Karsten og min verdensopfattelse udspringer af en helt klassisk forståelse af verden – hvor alt som er fysisk til stede og som kan ses, vejes og måles – eksisterer. Men i takt med at jeg fra 2008 måtte erkende min sensitivitet, og integrere det jeg sansede i min verdensopfattelse, skabte dette nogle udfordringer i mine og Karstens samtaler.

Min verdensopfattelse udviklede og ændrede sig, og blev til som jeg skriver i bogen:

Egentlig er spiritualitet noget meget virkeligt for mig i den fysiske verden, da det præcis svarer til, hvad jeg oplever fysisk med mit sanseapparat. Det er blot meget subjektivt oplevet, og det er derfor ikke noget, der kan gentages og kopieres med/for andre mennesker og i andre situationer, og derfor ikke noget, der kan rummes inden for den traditionelle videnskabelige metode.

Som vi plejer, har vi altid lange samtaler for at håndtere de udfordringer livet byder os, og denne juletid har ikke været nogen undtagelse. For mit vedkommende har denne jul båret præg af, at vores bog blev skrevet og udgivet, og har vist sig som et symbol på at den tid nu er afrundet. Tiden hvor vi skulle holde sammen på forholdet for at bevare familien intakt, og hvor min håndtering af børnenes behov altid kom før Karstens behov er slut, og der skal nu etableres grundlag for en ny tid.

I dagens samtale mellem Karsten og jeg, stod det da også lysende klart at, at vores forhold til spiritualitet vil blive noget som fylder i vores kommende samtaler og forventningsafstemninger. Jeg må erkende at mit sanseapparat – og dermed min virkelighed – har åbnet sig for en helt ny dimension af verden. Den verden jeg opfatter, er over en kort årrække blevet helt anderledes og omfatter både andre væsener og energityper og dermed ting som ligger langt fra min oprindelige verdensopfattelse. En opfattelse, som langsomt, men stædigt har åbnet sig, og som kolliderer med det Karsten sanser i verden. En verden i mig, som for tiden er fyldt med et enhjørningeunivers, der ønsker at præsentere sig jorden og som allerede nu er nedskrevet i et udkast til en af mine kommende bøger.

Som Karstens og min bog om Særlig Sensitivitet i Familien beskriver, er Karsten heldigvis et rummeligt og tålmodigt menneske, så mon ikke også at han med tiden kan rumme mit nye verdenssyn.