At presse sensitive børn

Når man læser i vores bog, kan man måske få indtrykket af at vi har været meget tilbageholdende med at presse vores børn. Men det forholder sig helt anderledes. Faktisk har vi presset vores børn fra de var et år til de var ca. 15 år. Vi har nok bare presset dem anderledes end hvad normalt opfattes som pres.

Simones indadvendte og tilbageholdende udtryk gjorde, at jeg altid har skubbet hende i retning af at gøre eller prøve noget. Det har været alt fra at gå til gymnastik, svømning, håndbold eller til aftenskoleundervisning med billedkunst eller madlavning. Hendes egen position er altid lidt afventende, og derfor måtte jeg altid lægge et lille pres på hende før hun fik prøvet noget.

Mads er omvendt udadvendt i sit udtryk og kastede sig hele tiden ud i aktiviteter. Alligevel opstod masser af situationer hvor vi måtte lægge et pres. Udadvendtheden gav ham et enormt behov for at deltage i alt, men når han gjorde det, fulgte overstimulering og udmatning. Når han var hjemme inden han skulle afsted til en aktivitet, resulterede det ofte i at han ikke orkede at tage af sted. Vi havde dog masser af erfaring i at han ofte fortrød det når han var blevet hjemme, og derfor var det en konstant balanceakt at presse ham ud til aktiviteterne. Ofte måtte en af os tage med og holde øje med at hans tilstand og bagefter hjælpe ham i restitutionsperioden med at få hvile og evt. lidt fri fra skole, men også med at få ham i gang med noget andet. Hans restitutionsperiode var ikke som Simones som bestod af en masse søvn. Mads havde altid en ”landingsperiode” hvor det hjalp at lave andre ting, som fik hans tanker væk fra det som oprindeligt havde overstimuleret ham.

Tillid er en altafgørende ingrediens for at presset kommer til at fungere efter hensigten. Så hver gang vi lagde et pres, måtte det følges op med at vi opnåede børnenes tillid til at vi med presset mente det godt, at vi gjorde vores bedste og aldrig svigtede dem. Det kræver tålmodighed og et eksempel er fra da Simone i svømmehallen skulle flytte fra babybassinet til voksenbassinet. Hendes udfordring var at hun ikke kunne fornemme hvor bunden var, ved blot at kigge ned i bassinet. Hun var høj nok til at kunne bunde, hvis hun stod på tåspidserne, på det sted hvor vandet var lavest, men det kunne hun jo ikke selv være sikker på, før hun havde prøvet at stå på bunden. Det tog mig ca. 4 måneder hvor vi én gang om ugen når vi var i svømmehallen, lavede en øvelse hvor jeg stod i bassinet på det laveste sted og hun holdt mig om halsen og strakte tæerne mod bunden. Jeg bøjede langsomt benene indtil hun sagde stop – selvom hun ikke rørte bunden. Mange ville nok være fristet til at lave et dybt bøj i benene og en gang for alle få hende til at mærke bunden, selvom det havde betydet at hun fik lidt vand i hovedet. Havde jeg gjort sådan, ville jeg have mistet hendes tillid og det ville være blevet sværere at presse hende i andre situationer.

 

 

4 tanker om "At presse sensitive børn"

  1. Mia

    Denne beskrivelse giver så god mening. Det er som jeg kan beskrive vores to børn!
    Mille vores yngste på snart 4 år er så bange for at få skyllet/vasket hår at det ender i en voldsom oplevelse for alle med skyld ud- råb og vi græder begge til sidst(jeg inden i) ved ikke v
    Hvordan det kan gribes anderledes af for hun skal jo have vasket hår.. Mille er meget sensitiv og bliver hurtig overstimuleret og har svært ved at finde ro. Hun har været skærmet her hjemme de sidste 2,5 år pga en skrumpning af højre overlap- nu er hun begyndt i børnehave og bliver overvældet af alle indtryk.
    Vores ældste på snart 8 år er meget følsom og meget sensitiv! Han har det meget svært i skolen med indlæring, huske og have ro og koncentration til at deltage. Vi mangler noget forståelse som familie også den øvrige familie for dem og det ikke er noget de gør med vilje- selvfølgelig. Der er mange diskussioner, konfrontationer og råben af hinanden. De bliver hurtige uvenner- og har svært ved at rumme hinanden.

    Svar
    1. Lone Hjorth Forfatter

      Kære Mia,

      Det er ikke en nem situation du står i, det er helt tydeligt. Hvis jeg var i dit sted, ville jeg angribe tingene på følgende måde – velvidende at det ikke er nemt.
      1. Særlig sensitivitet er arveligt, så søg efter en eller flere voksne blandt dig, din mand og eventuelt hos bedsteforældre som også er særlig sensitive. Ikke nødvendigvis på samme måde som dine børn, men på jeres helt egen måde.
      2. Få de voksne, inklusiv dig selv, til f.eks. at læse bøger om sensitivitet, tag til foredrag og evt. se filmen ”Sensitive the untold story” og lær i det hele taget mere om det at være sensitiv.
      3. Ved at rette fokus på pkt. 1 og 2, kan du flytte fokus fra at udfordringerne med sensitivitet ligger hos børnene, til at det er et mere fælles anliggende i familien og på den måde tager du lidt pres fra børnenes skuldre. I situationen med din datter Mille, kan du måske sætte lidt længere tid af til at vaske hår, og så samtidigt bruge det som en legestund. Du kunne da lade hende selv styre håndbruseren eller I kan holde den sammen og hun styrede tempoet. Det vigtige vil være den indre udstråling du har, den skal i retning af tålmodighed og tolerance.
      4. Omkring din søn ville jeg læse vores bog. Min strategi i lignende situationer har været at finde en lærer eller pædagog som jeg havde god kemi med, og derfra forsøge at få dem til at forstå hvad sensitiviteten indebærer. Men som tingene er nu, kræver det at du selv sætter dig grundigt ind i den viden som er tilgængelig på markedet, for det er ikke så mange lærere og pædagoger som kender til teorien endnu.

      Kærlig tanker og hilsner – Lone

      Svar
    2. Heidi

      Hvor er det pudsigt at læserne din beskrivelse med Simone. Vores dreng er godt nok kun 4,5 år, men jeg er meget opmærksom på han sociale side da jeg føler den skal ‘holdes i gang’. Sammen med hans kammerater fra børnehaven startede han fodbold i sommers. Det har været et langt sejt træk. Hans far tog ham til træning da jeg ingen som helst erfaring har med fodbold, og træningen har haltet en del. Skæbnen ville at jeg måtte tage med en dag en gang i november. Han var lidt utryg da vi kom, og jeg tilbød at gå på banen. Det hjalp, og jeg kunne liste ud efter lidt. Fra den dag har træningen været pragtfuld for ham, er med hele vejen, vil ikke hjem fra træning, vil træne hele dagen. Som han sagde den dag: Mor du skal med hver gang, det hjalp mig virkelig meget at du gik ud på banen med mig. (Det er det skønne ved sensitive børn, de forstår at udtrykke sig om hvad der foregår i deres hoveder). Han restituerer også med megen søvn, 12-14 timer.

      Svar
      1. Lone Hjorth Forfatter

        Tak Heidi, for din historie og jeg er sikker på at disse former for “investeringer” i de sensitive børn som små, betaler sig tilbage når de bliver større. Det er i hvert fald min erfaring. Kærlig hilsen Lone

        Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *