Forfatterarkiv: Lone Hjorth

Sensitivitet og astrologi

Lone: Før 2008, hvor jeg første gang hørte om særlig sensitivitet, har min videnskabsteoretiske opfattelse været meget klassisk og traditionel. Hvis nogen havde anbefalet mig at få læst mit horoskop, ville jeg have opfattet det fjollet og totalt useriøst. I min verden skulle alt kunne måles og vejes, og erkendelsen af energiers indflydelse var aldeles fraværende.

I takt med at jeg lærte om min sensitivitet, og ikke mindst mærkede hvornår sensitiviteten afgav signaler og hvilke signaler den gav, måtte jeg dog ændre på denne opfattelse. Jeg besluttede at jeg skulle give mig selv en horoskoplæsning i 50 års fødselsdagsgave og kontaktede Holger Stavnsbjerg i 2013. Det var en skøn, interessant og meget overvældende oplevelse og jeg har siden fået astrologisk assistance i alt ca. 10 gange af både Holger, Claus Houlberg, Pia Mariah og Johan Tino Frederiksen.

Jeg troede, sikkert som mange andre, at en tolkning er en slags skæbnefortælling om hvad der skal ske i ens liv. Det er slet ikke tilfældet, udfaldet af den astrologiske indflydelse i vores liv, afhænger helt og aldeles af hvordan vi bruger denne indflydelse. Man kan sige at de astrologiske energier er vindene og så er det op til os selv, at sætte sejlene og bruge vindende bedst muligt til at komme igennem livet.

Når jeg skriver det i sammenhæng med særlig sensitivitet, skyldes det at specielt aflæsningen af månens placering og aspekter siger meget om hvilken type sensitivitet man som person har. Ifølge astrologien kan man være sensitiv på mange forskellige måder, og Claus Houlberg har lavet en film om det på astrobio www.asel.dk. Det kræver medlemskab at se denne og andre film, og det koster 150 kr. Jeg har selvfølgelig også selv aflæst de andre familiemedlemmernes måneplaceringer og aspekter, og det var faktisk ret overraskende og interessant læsning.

Sensitivitet og hestekursus

Som dem af jer der har læst vores bog ved, begyndte jeg aktivt at bruge min sensitivitet efter 2009, hvor jeg første gang hørte om brug af heste til personlighedsudvikling. I hele min træningsfase har Karsten jævnligt stillet sig til rådighed som forsøgskanin på mine kurser. På en skøn sommerdag fik vi Simone til at optage en seance, hvor jeg holder kursus for Karsten. Dette kursus kan ses i nedenstående film. Jeg har klippet ca. 8 minutter ud af optagelserne, men man bør alligevel kunne få et indtryk af, hvordan et kursus kan foregå. Vi snakker selvfølgelig før og efter filmen, men det som blev optaget er et godt eksempel på hvordan et kursus kan afholdes for en som har prøvet det en gang før. Bemærk dog at kurser varierer alt efter hvordan kursisten har det i kontakten med hestene.

Inden jeg beskriver lidt om hvad som foregår på filmen, vil jeg bede jer ligge mærke til hestene. De tilhører alle Christine Tolversen, som gavmildt har givet mig lov til at snakke med dem, og som har givet hestene nogle rammer og forhold at leve under, som er helt fantastiske. For at et kursus bliver bedst muligt afviklet, skal alle hestene kunne gå fra og til og de skal have deres flokinstinkt intakt. Dette har Christine gjort muligt, ved at lade alle sine 12-15 heste gå sammen på et meget stort område. Desværre ser man ikke så meget af deres område på filmen, men en del af hestene er med.

Når jeg slår dette indlæg op i vores gruppe om sensitivitet, skyldes at det i filmen tydeliggøres forskellen på at være sensitiv og ikke sensitiv. Når Karsten står foran hesten, kæmper han med at mærke sit indre. Hvis jeg stiller mig ved siden af ham, mærker jeg hans indre, mit eget indre og hele hestens spejling af hvad der foregår.

Inden kurset starter, har jeg lavet forskellige grounding øvelser med Karsten, som sikrer at han har fået tankerne stilnet og fået sin opmærksomhed ned i kroppen. I filmen kan man ligge mærke til følgende:

  • Når en hest står helt stille og kigger på Karsten og har ørene stift rettet mod ham, er han ”connectet” med hestene. Når dette er tilfældet, vil han kunne mærke forskellige følelsesmæssige tilstande inde i kroppen.
  • Når hestene drejer hovedet væk eller går væk, er det et resultat af hvad der sker indeni Karsten. Jeg ved ikke hvad der skete inde i Karsten imens han snakkede med hestene, det står alle kursister frit at holde det for sig selv. Men det kunne typisk være at han kom til at tænke og dermed være ”i hovedet”, fremgår at mærke og dermed være ”i kroppen”
  • Når jeg hele tiden vejleder Karsten i at gå tættere på eller længere væk fra hestene, har det at gøre med hans og hestenes sfærer. Hvis Karsten kommer for tæt på hestene, kommer han ind over deres privatsfære og de vil bøje af i deres kropsprog. Bakker han derefter længere tilbage, vil de etablere kontakten igen, og rette deres fulde opmærksomhed mod ham.
  • Omkring 8.00 minutter inde i filmen, har Karsten svært ved at få kontakt med nogen heste, og det plejer at være et tegn på at kursisten prøver aktivt at ”få” kontakt med hesten. Typisk med tanker som ”hvad gør jeg galt/anderledes” siden hesten går væk fra mig, og det er en tanke som ofte hører sammen med følelsen af at føle sig afvist.
  • Efter ca. 9.00 minutter inde i filmen er der en del aktivitet omkring Simone, jeg og kameraet uden vi dog siger noget. Det kan dog aflæses i hestene, som i flere tilfælde retter deres opmærksomhed mod os. Det er altid et interessant emne, for det tydeliggør hvor vigtigt det er, at jeg og andre omkring kursusafholdelsen er helt neutrale i vores udtryk. Hvis vi bliver følelsesmæssigt berørte, vil det være det samme som at tale til hestene.

Afsluttende vil jeg sige, at det smukke ved disse seancer er den spejling af kursistens indre som hestene tilbyder. Det som på filmen ser ud af ingenting, er en stor indre øvelse for Karsten og hård træning for ham i at mærke sig selv.

 

Samtaler / spiritualitet

Både Karsten og min verdensopfattelse udspringer af en helt klassisk forståelse af verden – hvor alt som er fysisk til stede og som kan ses, vejes og måles – eksisterer. Men i takt med at jeg fra 2008 måtte erkende min sensitivitet, og integrere det jeg sansede i min verdensopfattelse, skabte dette nogle udfordringer i mine og Karstens samtaler.

Min verdensopfattelse udviklede og ændrede sig, og blev til som jeg skriver i bogen:

Egentlig er spiritualitet noget meget virkeligt for mig i den fysiske verden, da det præcis svarer til, hvad jeg oplever fysisk med mit sanseapparat. Det er blot meget subjektivt oplevet, og det er derfor ikke noget, der kan gentages og kopieres med/for andre mennesker og i andre situationer, og derfor ikke noget, der kan rummes inden for den traditionelle videnskabelige metode.

Som vi plejer, har vi altid lange samtaler for at håndtere de udfordringer livet byder os, og denne juletid har ikke været nogen undtagelse. For mit vedkommende har denne jul båret præg af, at vores bog blev skrevet og udgivet, og har vist sig som et symbol på at den tid nu er afrundet. Tiden hvor vi skulle holde sammen på forholdet for at bevare familien intakt, og hvor min håndtering af børnenes behov altid kom før Karstens behov er slut, og der skal nu etableres grundlag for en ny tid.

I dagens samtale mellem Karsten og jeg, stod det da også lysende klart at, at vores forhold til spiritualitet vil blive noget som fylder i vores kommende samtaler og forventningsafstemninger. Jeg må erkende at mit sanseapparat – og dermed min virkelighed – har åbnet sig for en helt ny dimension af verden. Den verden jeg opfatter, er over en kort årrække blevet helt anderledes og omfatter både andre væsener og energityper og dermed ting som ligger langt fra min oprindelige verdensopfattelse. En opfattelse, som langsomt, men stædigt har åbnet sig, og som kolliderer med det Karsten sanser i verden. En verden i mig, som for tiden er fyldt med et enhjørningeunivers, der ønsker at præsentere sig jorden og som allerede nu er nedskrevet i et udkast til en af mine kommende bøger.

Som Karstens og min bog om Særlig Sensitivitet i Familien beskriver, er Karsten heldigvis et rummeligt og tålmodigt menneske, så mon ikke også at han med tiden kan rumme mit nye verdenssyn.

Hvem er i målgruppen til vores bog og film?

I forbindelse med udgivelsen af bogen og vores film om Særlig sensitivitet i familien, er jeg flere gange blevet spurgt til hvem som er målgruppen. Det har vi aldrig bevidst defineret mere avanceret end, at der da måtte være nogen i samme situation som os, som dermed kunne bruge de erfaringer vi har.

Efter at være blevet spurgt, har jeg dog tænkt det nærmere igennem, og er kommet frem til følgende konklusion. For at kunne beskrive dette nærmere, vil jeg tillade mig at lave en ”sensitivitets skala” fra 0-100. Ud fra sin forskning, beskriver Elaine Arons at ca. 15-20% af alle mennesker beskriver sig som meget sensitive, ca. 30% som moderat sensitive og ca. 50% føler sig enten ikke eller slet ikke sig sensitive. På min ”sensitivitets skala” ligger de som kaldes ”særlig sensitive” altså på mellem 80 og 100. Et menneske der aldrig føler sig sensitiv, ligger på 0.

Først vil jeg pointere at ALLE må føle sig som en del af målgruppen til vores bog. Herefter vil jeg påpege, som vi også gør i bogen, at vi ikke anser os selv for eksperter indenfor særlig sensitivitet, men at der heldigvis er rigtig mange eksperter og meget litteratur, som har deres mål at rådgive specifikt til særlig sensitive mennesker.

Mit mål er derfor også at nå de mennesker der ligger under 80 på min ”sensitivitets skala”. Delvis for at tydeliggøre hvordan sensitivitet spiller ind i alle menneskers liv.

Når jeg synes det er interessant at åbne øjnene hos dem, som ligger mellem 0 og 80 på skalaen, er det fordi at sensitivitet øger menneskers evner til at gebærde sig i livet. Det bidrager til at sætte ekstra kulør på alt i tilværelsen, til at man kan fornemme detaljer og alt det som ikke er lettilgængeligt. Som jeg nævner i bogen, er mit personlige fokus på det som Elaine Aron kalder ”subtleties” – altså alt det som foregår non-verbalt eller ”mellem linjerne”. I mit arbejde (som I kan læse mere om her) hjælper jeg folk til at udvide deres selvindsigt i samarbejde med heste, og i den forbindelse er det nødvendigt at etablere en kontakt til sin egen sensitivitet. Når man opnår dette, får man sig til gengæld ofte en aha oplevelse og får pludseligt et glimt ind i alt det usagte – altså det ”mellem linjerne”.

Det usagte er en del af vores kommunikation. Kommunikation omfatter både de ord vi udtaler, måden vi gør det på og de intentioner der ligger bag det vi siger. Når vi træner sensitiviteten øger vi evnen til at omfatte alt det i kommunikationen som ligger ud over det talte ord, og heri ligger nøglen til for alvor at forstå hinanden. (Læs evt. her)

I virkeligheden er Karsten den bedste ambassadør, for at det er ønskværdigt at få fokus på, træne og dermed øge sin sensitivitet – så jeg tror, at jeg vil forsøge at overtale ham til, at lave et blogindlæg eller måske et lille videoblog indlæg omkring dette.

At presse sensitive børn

Når man læser i vores bog, kan man måske få indtrykket af at vi har været meget tilbageholdende med at presse vores børn. Men det forholder sig helt anderledes. Faktisk har vi presset vores børn fra de var et år til de var ca. 15 år. Vi har nok bare presset dem anderledes end hvad normalt opfattes som pres.

Simones indadvendte og tilbageholdende udtryk gjorde, at jeg altid har skubbet hende i retning af at gøre eller prøve noget. Det har været alt fra at gå til gymnastik, svømning, håndbold eller til aftenskoleundervisning med billedkunst eller madlavning. Hendes egen position er altid lidt afventende, og derfor måtte jeg altid lægge et lille pres på hende før hun fik prøvet noget.

Mads er omvendt udadvendt i sit udtryk og kastede sig hele tiden ud i aktiviteter. Alligevel opstod masser af situationer hvor vi måtte lægge et pres. Udadvendtheden gav ham et enormt behov for at deltage i alt, men når han gjorde det, fulgte overstimulering og udmatning. Når han var hjemme inden han skulle afsted til en aktivitet, resulterede det ofte i at han ikke orkede at tage af sted. Vi havde dog masser af erfaring i at han ofte fortrød det når han var blevet hjemme, og derfor var det en konstant balanceakt at presse ham ud til aktiviteterne. Ofte måtte en af os tage med og holde øje med at hans tilstand og bagefter hjælpe ham i restitutionsperioden med at få hvile og evt. lidt fri fra skole, men også med at få ham i gang med noget andet. Hans restitutionsperiode var ikke som Simones som bestod af en masse søvn. Mads havde altid en ”landingsperiode” hvor det hjalp at lave andre ting, som fik hans tanker væk fra det som oprindeligt havde overstimuleret ham.

Tillid er en altafgørende ingrediens for at presset kommer til at fungere efter hensigten. Så hver gang vi lagde et pres, måtte det følges op med at vi opnåede børnenes tillid til at vi med presset mente det godt, at vi gjorde vores bedste og aldrig svigtede dem. Det kræver tålmodighed og et eksempel er fra da Simone i svømmehallen skulle flytte fra babybassinet til voksenbassinet. Hendes udfordring var at hun ikke kunne fornemme hvor bunden var, ved blot at kigge ned i bassinet. Hun var høj nok til at kunne bunde, hvis hun stod på tåspidserne, på det sted hvor vandet var lavest, men det kunne hun jo ikke selv være sikker på, før hun havde prøvet at stå på bunden. Det tog mig ca. 4 måneder hvor vi én gang om ugen når vi var i svømmehallen, lavede en øvelse hvor jeg stod i bassinet på det laveste sted og hun holdt mig om halsen og strakte tæerne mod bunden. Jeg bøjede langsomt benene indtil hun sagde stop – selvom hun ikke rørte bunden. Mange ville nok være fristet til at lave et dybt bøj i benene og en gang for alle få hende til at mærke bunden, selvom det havde betydet at hun fik lidt vand i hovedet. Havde jeg gjort sådan, ville jeg have mistet hendes tillid og det ville være blevet sværere at presse hende i andre situationer.