Fordele ved særlig sensitivitet

Jeg er efterhånden godt træt af den polariserede debat om ’særlig sensitivitet’ der har været igennem en længere periode bl.a. i forbindelse med Berlingskes artikelserie midt i maj, og den efterfølgende debat på de sociale medier.

Som jeg forstår det, så mener psykologen Rasmus Alenkær, ikke at der er evidens for at ’særlig sensitivitet’ er et personlighedstræk!

Jeg kan konstatere at der i debatten på de sociale medier, og for den sags skyld i Berlingske, er mange der mener at det, det drejer sig om, er at der findes en masse curlingbørn, hvis forældre nu har fået et begreb eller en diagnose – en undskyldning om man vil – til at fare hen til skolen eller institutionen med, for at kræve ekstra meget opmærksomhed til deres barn.

Jeg kan konstatere at mange stempler os forældre til sensitive børn som overbeskyttende, der bare skulle se at få opdraget deres unger og kaste sine børn ud i det som man i deres øjne bør gøre i henhold til de kulturelle normer.

Og inden jeg går videre, så lad mig indlede med at slå fast at jeg betegner mig selv som ikke-sensitiv – eller rettere mindre-sensitiv, idet jeg mener at vi alle er sensitive i større eller mindre grad.

’Særlig sensitivitet’ er ikke en diagnose – det er et personlighedstræk

Fat det nu! ’særlig sensitivitet’ er ikke en diagnose men et personlighedstræk som findes i det virkelige liv hos ca. 20 % af befolkningen. Når det ikke er en diagnose, skyldes det alene den omstændighed at trækket er fundet i 15-20 % af mennesker og dyr, og med en så stor repræsentation betegnes det som en ’evolutionær overlevelsesstrategi’. Trækket er ligeligt fordelt mellem kønnene og der er ca. 30% ekstroverte og 70% introverte ifølge forskningen. Se eventuelt. mere på www.hsperson.com eller se filmen ”Sensitive – the untold story”, der samler 20 års forskning af Elaine Aron på en efter min mening meget seriøs måde.

Når man lærer om og forstår personlighedstrækket, og ikke mindst accepterer dette, så kan man begynde at diskutere fordele og ulemper, og hvordan og om der skal tages hensyn eller ej til den ’særligt sensitive’. Manglende accept og forståelse er det sidste der er behov for! Det kender jeg fra mig selv idet jeg har været mere end 8 år om helt at erkende og acceptere at mine børn og hustru er ’særligt sensitive’. Så ja, det kan være svært for os mindre-sensitive at forstå de sensitive personlighedstræk, og derfor kan jeg på sin vis godt forstå, hvorfor nogle lærer, psykologer mfl. har behov for at kategorisere trækket som et fænomen – og så komme videre. Men det tror jeg nu mest af alt bunder i ikke at have en personlig erfaring med trækket eller at disse mennesker ikke har undersøgt de primære kilder til den forskning, der er udført. Eller i værste fald er det et resultat af at man ikke er i stand til at se udover sine egne forståelse af virkeligheden. Forståelse og erkendelse af særlig sensitivitet kræver efter min mening mest af alt praktisk erfaring med emnet.

Nej! ’Særlig sensitivitet’ skal ikke benyttes til ikke at tage svære valg

I artiklen den 17.maj i Berlingske nævnes af Bjarne Nielsen at diagnoser kan være en måde for forældre at sætte et mærkat på deres børn, for ikke selv at skulle ændre noget i livet. Det er nemmere med en diagnose. Det ved jeg nu ikke om det er, men hvis man ser bort fra at Bjarne Nielsen gør ’særlig sensitivitet’ til en diagnose, så er jeg enig i at det at identificere at ens barn er ’særlig sensitiv’ ikke fratager os forældre fra at tage ansvar for vores børn, og for de rammer deres opvækst foregår i.

Det kan betyde svære valg som skoleskift fordi skolen ikke kan rumme ens barn og sensitivitet, eller at indrette sit liv så det er økonomisk muligt at støtte op omkring børnene på en ikke curling-agtig måde, men på en måde der tager hensyn til at ’særligt sensitive’ ligesom alle andre mennesker har brug for at finde en balance i livet for ikke at blive overstimulerede.

Jeg har oplevet at megen misforståelse opstår hos psykologer, lærer etc. fordi mindre-sensitive personer, som jeg selv, har svært ved at forstå de sensitive. Vi mærker ikke livet så kraftfuldt, hvilket både er en fordel og en ulempe. I den kontekst, så er det vigtigt at forstå at ’særlig sensitivitet’ generelt er kendetegnet ved det faktum at nervesystemet er ekstra fintfølende i forhold til lyde, lys og mere subtile ting som non-verbal kommunikation, følelser mv.

Men det at være ’særligt sensitiv’ byder derfor også på evnen til at:

  • Tænke dybt over tingene,
  • Have ekstra stærk empati,
  • Være opmærksom på mellemliggende udtryk og non-verbal kommunikation som foregår mellem mennesker

Det ser jeg helt generelt som meget sunde og prisværdige egenskaber, hvilket jeg efter 8 års manglende forståelse – i forhold til min familie – nu selv arbejder med at forbedre gennem at træne min sansning. Jeg har kort sagt lyst til at mærke mere af livet – på godt og ondt!

At mærke livet er også at sanse livet, og jeg må jo erkende at disse egenskaber er yderst vigtige for at begå sig i livet. Hvad enten det er på en arbejdsplads som leder eller kollega, i familien som far, ægtemand eller søn eller blandt venner og bekendte, er evnen til at mærke og sanse et vigtigt redskab til at begå sig socialt.

Jeg har, måtte erkende at det ofte er nuancerne i alt, som påvirker det store billede, og at når jeg træner min evne til at blive mere sensitiv overfor hvad jeg mærker og sanser i det små, bliver jeg bedre til at manøvrere i livet. Jeg bliver bedre til at forstå de mennesker jeg rådgiver, jeg bliver mere opmærksom på hvordan mine medmennesker har det, og jeg bliver bedre til at forstå hvordan verden ser ud fra andre perspektiver end mit eget.

Jeg vil ikke bytte min grad af sensitivitet med min kones, dertil hører for mange udfordringer, men jeg vil gerne forsøge at øge min egen sensitivitet og dermed øge min evne til at sanse.

Afslutningsvis vil jeg gerne have lov til at understrege at vi i vores familie ikke forsøger at sygeliggøre ’særlig sensitivitet’ for at trække ekstra på vores i forvejen overbelastede skolesystem, sundhedsvæsen osv. Vi ser ’særlig sensitivitet’ som en naturlig del af vores liv, samtidig med at vi forventer fra vores omgivelser, at de accepterer, hvis vi opfører os anderledes end de måske synes man bør gøre. Vi gør disse ting ud fra mange års erfaringer med at balance i livet er nødvendigt.

Karsten, den 8. juni 2016

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *